Konkurrencetid

Norwegian har lavet den fedeste konkurrence. Vinderen får simpelthen muligheden for at fylde et fly med alle sine venner og så ellers flyve afsted og holde ferie. Det er sgu 5 stjerne luxus og mere til.

Svenskerne får nu mulighed for at låne penge til nul-rente

Lån til nul procent i rente

Foto: Colourbox

 

Svenske Handelsbanken går nye veje og tilbyder kunderne i Stockholm et lån til nul procent i rente. 400 filialer holder ekstra ordinært åbent på lørdag for at klare det store rykind.

Få et lån på op til 100.000 kr. til nul procent i rente og uden afgifter i et år. Når året er gået, kan lånet indløses eller laves om til et lån med markedsrente.

Sådan lyder tilbuddet fra svenske Handelsbanken til vores svenske broderfolk. Det fremgår af den svenske hjemmeside svd.se.

Med lånet vil Handelsbanken udnytte, at den svenske regering har indført et fradrag for indkøb af materialer til huse. Handelsbanken vil holde ekstra åbent på lørdag på 400 kontorer i Stockholm.

”Ideen med fradraget er godt. Det skal sætte gang i den svenske økonomi, få gang i håndværkerne. Kommer der mere gang i vores økonomi, bliver det også bedre for bankerne,” siger regionschef for Handelsbanken i Stockholm Thommy Mossinger.

Han afviser, at det nye lån kan sammenlignes med de subprime lån, der startede hele finanskrisen i USA.

”Vi laver den sædvanlige kreditvurdering. Sikkerheden er pant i boligen, der findes ingen sammenligning med subprimelånene overhovedet. Kreditvurdering var knap nok noget, man gjorde i USA,” siger Thommy Mossinger.

Han erkender dog at Handelsbanken ikke har nogen sikkerhed for, hvad kunder vil bruge pengene til.

”Formålet er at pengene skal gå til køb hos små virksomheder, der producerer farver og brædder. Det er endemålet, men vi har intet kontrolapparat. Vi tror på vores kunder,” siger Thommy Mossinger. 

X-Men Origins: Wolverine Trailer

Fedeste action film der kommer i år. Har allerede set den to gange i biffen. Super fed…

Bjørn Stiedl stævner Poggenpohl

Forretningsmanden og udenlandsdanskeren, Bjørn Stiedl, udtager stævning imod køkkenfirmaets danske filial på Vesterbro i København.

Sagen opstår i forbindelse med, at Bjørn Stiedl i vinteren 2006 køber et køkken af Poggenpohl i København. Poggenpohl leverer køkkenet til Bjørn Stiedl i Paris i Marts 2007 og erkender i forbindelse med leveringen, at der er visse fejl og mangler ved det leverede. I efteråret 2007 forlader køkkensælgeren, som har solgt køkkenløsningen til Bjørn Stiedl firmaet, og omtrent samtidig forlader også den danske direktør Poggenpohl. Endelig opsiger det firma, som hidtil har forestår Poggenpohl Danmarks monteringer, samarbejdet i forbindelse med en større uenighed om det fremtidige samarbejde. Bjørn Stiedl er naturligvis bekymret over det store frafald blandt nøgleaktørerne omkring Poggenpohl, og frygter for om det vil medføre, at Poggenpohl ikke vil leve op til deres forpligtelse til at udbedre de fejl og mangler, som blev konstateret ved leveringen af hans køkken.

Da det hele trækker i langdrag, og Bjørn Stiedl endelig må erfare, at de aftaler som han har indgået med firmaet ikke vil blive overholdt, giver Stiedl Poggenpohl Danmarks nye ledelse et ultimatum: Enten færdiggøres arbejdet med det samme eller også instrueres franske håndværkere i at færdiggøre arbejdet på Poggenpohls regning. Poggenpohl Danmark afviser at færdiggøre deres arbejde i Paris og manglerne udbedres lokalt.

Forløbet har været præget af en usædvanlig turbulens, og Bjørn Stiedl kan ikke erindre tidligere at have været udsat for samme grad af manglende professionalisme fra en ellers normalt velrenommeret leverandør.

Der henstår nu en større regning for udbedringerne af den fejlbehæftede leverance, som Bjørn Stiedl nu vil indkræve ad rettens vej. Sagsanlæg forventes indgivet inden for de nærmeste måneder.

Sandhed er den nye sort

»Hey, I der Tårnhøj, I er bare for dårlige og også ret grimme, selv om I har klædt jer pænt på til lejligheden. Øv, bøv, bussemand, sure tæer i saftevand.« Læs Tonie Yde Mørchs klumme om den populære sandhed.

Livets store sandhed. Den har jeg tænkt meget over på det sidste. Ikke at jeg skal blære mig med en overdrevet filosofisk indsigt, for faktisk er det den følgende sætning, der har trængt sig allermest på i min hjerne og sat gang i mine spekulationer: »Fra fulde folk, børn – og Thomas Blachman skal man høre sandheden.«

Der er jo ikke rigtig nogen, der taler om den »store guddommelige sandhed« længere, den der kæmpestore, åndelige kleppert, man får ondt i hovedet af, fordi den er så pokkers krævende. Man bliver helt svimmel af at nærtænke over, hvad den højere mening med livet egentlig er, mens man for syttentusinde gang tømmer opvaskemaskinen for blot at konstatere, at glassene ligner nogle, der er blevet overslikket af en kotunge, og man derfor er nødt til at vaske dem op med håndkraft. Endnu et kvarter af livet hældt ud i kloakken på en dont, der vel næppe udgør bare en brøkdel af livets store sandhed. Eller …?

Der er til gengæld mange af os, der bruger eller hører ordet SANDHED lige nu. På den dovne måde, vel at mærke, hvor vi gør flere – og hurtigt skiftende – sandheder til små, konkrete og absolutte størrelser, der er nemme at tage og føle på. En manøvre, der i øvrigt også passer perfekt ind i vores zapper-brug-og-smid-væk-kultur.

Det er måske noget af hemmeligheden bag, at for eksempel Thomas Blachman er gået hen – sikkert også til egen overraskelse – og blevet lidt af et fænomen, fordi han som dommer i »X-Factor« ridser i vores fernis af pænhed og tolerance – i vores sandhed om, hvordan vi gerne vil være, men som vi ikke er – ved at sige tingene ligeud. Råt for usødet a la:

»Hey, I der Tårnhøj, I er bare for dårlige og også ret grimme, selv om I har klædt jer pænt på til lejligheden. Øv, bøv, bussemand, sure tæer i saftevand.«

»Arrr, er det nu også så slemt?« tænker vi, men giver under alle omstændigheder Blachman point for at turde sige sin mening, sin SANDHED.

Ordet bruges også flittigt af Blachmans mere jyske og mindre lommefilosofiske sidestykke, Lars Hjortshøj, i underholdningsshowet »Sandhedens time«:

»Klaus, har du har haft sex med din kærestes bedste vens far, mens han spillede Rammsteins »Büch Dich« på elektrisk harpe«?

Blikke blafrer i studiet, tavsheden runger faretruende, ikke mindst hos Klaus’ smilende kæreste, Sigrid, der selvfølgelig har indvilliget i at sidde på bænken i denne »højhellige« sandhedens tjeneste.

Egentlig er vi lidt ligeglade med, hvad Klaus svarer, for SANDHEDEN ligger i spørgsmålet, og i det faktum, at programmet overhovedet er blevet udtænkt. For alle disse »sandheder« gælder det nemlig, at vi hverken bliver klogere, bedre, mere indsigtsfulde, angste eller oplyste af dem. Vi tygger lidt på dem, bruger dem som afledning for at tænke på den STORE sandhed, spytter dem ud – og venter på de næste.

Og de er der i overflod, så længe vi ikke stiller spørgsmål til dem. Når vi ser reklamer for eksempel. Dér accepterer vi uden at blinke de mest langt ude absolutte sandheder på linje med den uomtvistelige SANDHED, at vi alle er døde, inden producenterne af »Beverly Hills 90210« er løbet tør for ideer til flere afsnit, og at alletiders superhelt Batman er blevet erstattet af en politisk korrekt, lesbisk Batwoman.

Kosmetikfirmaet L’Oreal kan således i en ny reklamekampagne skråsikkert konkludere, at deres ny hårfarve forgylder dig med: »10 minutter, der forandrer dit liv«, fordi produktet på det antal minutter kan give dig en skinnende rød hårpragt.

»Hurraa«, råber vi i kor! Tænk, hvis SANDHEDEN var så ligetil, så ville der ikke være krig i verden, ingen marsvin ville blive levende brændt, Stein Bagger ville være navnet på en hesterace, og Naser Khader ville være statsminister.

I min søgen efter de store sandheder omkring mig, er jeg ked af at sige, at jeg fandt de mest blodfyldte bud i et legeland i Århus. Ikke sagt af fulde folk, Blachman eller andre slags voksne, men fra børn i alderen 5-10 år til et magasin, der lå henslængt på et af bordene.

Her er fem af dem:

• 1. Fædre kan godt blive så gamle, at de vokser ud af deres hår.
• 2. Forelskelse – det er ligesom at have fødselsdag i maven.
• 3. En krop er noget, der slutter i skoene.
• 4. Når man bliver gammel, bliver man stiv som en åre. Det kaldes åreforkalkning.
• 5. Det er præsten, der bestemmer, når man skal graves ned. Han sender nogle på plejehjem, og så graver han dem ned, som bliver til overs.